Essentiel meditation
En grundlæggende nærværs træning for det hele menneske.
Mindfulness-lærer og Psykoterapeut
Mindfulness-lærer og Psykoterapeut
Mindfulness meditation er bestræbelsen på at hjælpe det urolige sind med at falde til ro – uden at det mister sin klarhed. Det er en træning, som handler om at ændre indstilling til de mange tanker og følelser som hele tiden viser sig frem for sindet. En indstilling som går mere i retning af en accept, af det som er til stede i det nuværende øjeblik.
Det almindelige sind er ofte et uroligt sind. Det tager stilling, det planlægger, det handler, det fortryder, det glædes, det lider, det frydes, det er rastløst, det tænker, det føler, det tænker over følelser, det forsøger at forandre følelser, det giver op, det længes …
Mindfulness meditation er en slags pause, i forhold til hele tiden at flytte opmærksomheden i retning af alle disse informationer fra sindet … At iagttage dem uden at forholde sig til dem, uden at vurdere dem.
At komme tilstede i øjeblikket, hvor man ikke skal noget, hvor der ikke er nogen projekter. Det er det Mindfulness meditation handler om.
Nyere forskning tyder på, at Mindfulness meditation og træning har en betydelig positiv effekt på blandt andet tilstande som stress, angst og depression.
Under træningen lærer man at forholde sig mere hensigtsmæssigt til oplevelser i nuet. Og dermed ikke lade sig rive med af bekymrende tanker, frygtsomme følelser eller kropslige symptomer som f.eks. uro, hjertebanken, rysten m.m. Særligt trænes evnen til at opdage tankemønstre når de opstår. Samt træne evnen til at flytte opmærksomheden væk fra disse tankeprocesser.
Mindfulness giver således mulighed for, at komme mere til rette med det som er tilstede her og nu. Hvad enten det opleves som behageligt eller ubehageligt. Idet sindet i højere grad vil være i stand til at rumme de forskellige tilstande som opstår i kroppen og i sindet.
Denne ændring i retning af at være mere neutral og samtidig have en accept af det som er tilstede, kan over tid frisætte bevidstheden fra dens vanemæssige ”flyden med” sindets uendelige strøm af tanker, følelser, emotioner og kropslige tilstande. Hvilket muliggør en forandringsproces i forhold til bekymrende tanker samt oplevelsen af angst.
Meditationens veje er de retninger, den meditative fordybelse kan tage. Jens-Erik Risom taler om 4 hovedretninger, som indvirker på menneskets fysiologi, psykologi, eksistens og spiritualitet.
Mindfulness indvirkning på kroppens fysiologi er blandt andet undersøgt af den amerikanske hjerneforsker Richard Davidson. Han har påvist at træningen i bevidst nærvær kan indvirke positivt på immunsystemet.
Andre forskere har afdækket indvirkninger på det autonome nervesystem, på bestemte hjernebølger og i forhold til kroniske smerter.
På det psykologiske niveau har især Mindfulness-Based Stress Reduktion (MBSR), som er udviklet af den amerikanske forsker Jon Kabat-Zinn været i fokus. Nemlig i forhold til at undersøge, hvorvidt det bevidste nærvær kan indvirke på mentale og emotionelle forstyrrelser.
En række forskningsresultater har påvist, at dette er tilfældet. For eksempel ved tilbagevendende depressioner, angst og koncentrationsbesvær.
I forhold til at navigere i den ydre virkelighed har forskellige forskere undersøgt effekten af det bevidste nærvær i relation til kreativitet, problemløsning og beslutningstagning. Også indenfor dette område er der en voksende interesse for, hvordan mindfulness-praksis kan spille en positiv rolle for kunstnere, ledere, innovatorer og andre der ønsker at forholde sig skabende og fornyende.
Endelig er der flere tusinde års samlede erfaringer fra de store meditative trænings-systemer. De afspejler at meditativ træning kan være en metode til udforskning af højere eller essentielle potentialer i menneskesindet.
Begrebet ‘anvendt meditation’ henviser til den systematiske og målrettede brug af nærværsredskaberne, til lindring eller løsning af forskellige professionelle opgaver såvel som personlige udfordringer.
Med afsæt i en træning der inkluderer afspænding, vitalitet, empati og bevidst nærvær, kan denne træning indgå i 4 veldefinerede anvendelsesområder.
De 4 meditative retninger står sjældent alene, men krydser hinanden på forskellig vis med udfoldelse af bestemte erfaringer eller kompetencer som muligt resultat.
Det bevidste nærvær stimulerer nogle grundlæggende kvaliteter eller tilstande som almindeligvis opleves som positive, og kan bl.a. hjælpe til selvberoligelse, selvudforskning og selvudvikling.
Træningen som den foregår i Mindfulness, er træning i en bestemt indstilling i sindet. Set fra en buddhistisk munks synsvinkel, en grundtræning i “vejen mod oplysning” eller “Nirvana”.
Denne grundtræning har vist sig brugbar og effektiv i Vesten også uden kendskab til den dybere spirituelle kontekst, hvorfra træningen stammer.
I den buddhistiske tradition har horisonten været en absolut udfrielse af lidelse og psykologisk ubevidsthed, hvilket forudsætter et intensivt træningsarbejde over mange år. Samtidig har man opdaget, at selv en mindre ambitiøs træning, men regelmæssig indre træning, kan afsætte forskellige positive effekter, som for eksempel mere balance, sindskontrol, mindre forvirring, øget selverkendelse samt en grundlæggende bedre evne til at navigere mere bevidst gennem tilværelsen.