Mindfulness meditation i Roskilde.

mand sidder i meditationsstilling ved stranden og har lukkede øjne

Mindfulness meditation.

Ivan Rasmussen

Mindfulness-lærer og Psykoterapeut

Helle Nielsen

Mindfulness-lærer og Psykoterapeut

Hvad er Mindfulness Meditation?

Mindfulness meditation er bestræbelsen på at hjælpe det urolige sind med at falde til ro – uden at det mister sin klarhed. Det er en træning, som handler om at ændre indstilling til de mange tanker og følelser som hele tiden viser sig frem for sindet. En indstilling som går mere i retning af en accept, af det som er til stede i det nuværende øjeblik.

Det almindelige sind er ofte et uroligt sind. Det tager stilling, det planlægger, det handler, det fortryder, det glædes, det lider, det frydes, det er rastløst, det tænker, det føler, det tænker over følelser, det forsøger at forandre følelser, det giver op, det længes …

Mindfulness meditation er en slags pause, i forhold til hele tiden at flytte opmærksomheden i retning af alle disse informationer fra sindet … At iagttage dem uden at forholde sig til dem, uden at vurdere dem.

At komme tilstede i øjeblikket, hvor man ikke skal noget, hvor der ikke er nogen projekter. Det er det Mindfulness meditation handler om.

Mindfulness i forhold til stress, angst og depression.

Nyere forskning tyder på, at Mindfulness meditation og træning har en betydelig positiv effekt på blandt andet tilstande som stress, angst og depression.

Under træningen lærer man at forholde sig mere hensigtsmæssigt til oplevelser i nuet. Og dermed ikke lade sig rive med af bekymrende tanker, frygtsomme følelser eller kropslige symptomer som f.eks. uro, hjertebanken, rysten m.m. Særligt trænes evnen til at opdage tankemønstre når de opstår. Samt træne evnen til at flytte opmærksomheden væk fra disse tankeprocesser.

Mindfulness giver således mulighed for, at komme mere til rette med det som er tilstede her og nu. Hvad enten det opleves som behageligt eller ubehageligt. Idet sindet i højere grad vil være i stand til at rumme de forskellige tilstande som opstår i kroppen og i sindet.

Denne ændring i retning af at være mere neutral og samtidig have en accept af det som er tilstede, kan over tid frisætte bevidstheden fra dens vanemæssige ”flyden med” sindets uendelige strøm af tanker, følelser, emotioner og kropslige tilstande. Hvilket muliggør en forandringsproces i forhold til bekymrende tanker samt oplevelsen af angst.

Meditationens veje.

Meditationens veje er de retninger, den meditative fordybelse kan tage. Jens-Erik Risom taler om 4 hovedretninger, som indvirker på menneskets fysiologi, psykologi, eksistens og spiritualitet.

grafisk illustration af 7 chakraer på en krop i meditationsstilling

Det bevidste nærvær.

Mindfulness indvirkning på kroppens fysiologi er blandt andet undersøgt af den amerikanske hjerneforsker Richard Davidson.  Han har påvist at træningen i bevidst nærvær kan indvirke positivt på immunsystemet.

Andre forskere har afdækket indvirkninger på det autonome nervesystem, på bestemte hjernebølger og i forhold til kroniske smerter.

På det psykologiske niveau har især Mindfulness-Based Stress Reduktion (MBSR), som er udviklet af den amerikanske forsker Jon Kabat-Zinn været i fokus. Nemlig i forhold til at undersøge, hvorvidt det bevidste nærvær kan indvirke på mentale og emotionelle forstyrrelser.

En række forskningsresultater har påvist, at dette er tilfældet. For eksempel ved tilbagevendende depressioner, angst og koncentrationsbesvær.

Påvirker kreativitet og problemløsning.

I forhold til at navigere i den ydre virkelighed har forskellige forskere undersøgt effekten af det bevidste nærvær i relation til kreativitet, problemløsning og beslutningstagning. Også indenfor dette område er der en voksende interesse for, hvordan mindfulness-praksis kan spille en positiv rolle for kunstnere, ledere, innovatorer og andre der ønsker at forholde sig skabende og fornyende.

potala i tibet

Endelig er der flere tusinde års samlede erfaringer fra de store meditative trænings-systemer. De afspejler at meditativ træning kan være en metode til udforskning af højere eller essentielle potentialer i menneskesindet.

Anvendt meditation.

Begrebet ‘anvendt meditation’ henviser til den systematiske og målrettede brug af nærværsredskaberne, til lindring eller løsning af forskellige professionelle opgaver såvel som personlige udfordringer.

Med afsæt i en træning der inkluderer afspænding, vitalitet, empati og bevidst nærvær, kan denne træning indgå i 4 veldefinerede anvendelsesområder.

røde og gamle bedemøller

4 meditations retninger.

De 4 meditative retninger står sjældent alene, men krydser hinanden på forskellig vis med udfoldelse af bestemte erfaringer eller kompetencer som muligt resultat.

Det bevidste nærvær stimulerer nogle grundlæggende kvaliteter eller tilstande som almindeligvis opleves som positive, og kan bl.a. hjælpe til selvberoligelse, selvudforskning og selvudvikling.

  • Essentiel meditation

    En grundlæggende nærværs træning for det hele menneske.

  • Klinisk meditation

    Selvregulering og selvberoligelse i forhold til bl.a. stress, angst og smerter.

  • Integrativ meditation

    Bevidst nærvær som støtte for selverkendelse og personlig modning.

  • Innovativ meditation

    Neutral iagttagelse som vej til kreativitet og problemløsning i det faktiske liv.